Kamilla

Klokken er 7.30. Mit vækkeur ringer. Jeg slår det fra.  

Agnethe står op, jeg registrerer det svagt.    

Mit vækkeur ringer. Jeg beslutter mig for at tage en minitaxa på arbejde - det giver mig 20 min ekstra - og slår væggeuret fra.

Agnethe kommer ind på værelset og begynder at pusle rundt. Jeg registrerer det svagt.

Mit væggeur ringer. Jeg slår det fra.

Jeg tvinger øjene op, går ud og spiser morgenmad. Jagger smutter, lidt efter Agnethe. Når badet er frit, tager jeg et bad, og forlader lejligheden som den sidste. Der er lidt køligt til morgen, man kan godt mærke det er ved at blive efterår - måske jeg alligevel skulle have taget en langærmet bluse med?

Jeg går ud på gaden og går I retning mod byen. Der kommer en minitaxa kørende I den modsatte retning. En mørk mand har hele hovedet ude af taxaen og pifter. Jeg ryster på hovedet. Hvad tror de selv? At jeg skal mod Camps bay, når jeg går på den modsatte side af gaden og imod byen? “CAPE TJAUUUN”, bliver der råbt bag mig og jeg vinker til den minibus, der kommer kørende, nu I en rigtige retning. Den stopper brat, døren på minibussen (hvorfor kalde en minibus en minitaxa?) bliver revet op, og jeg dukker hovedet og stiger ind I en gammel skrammelkasse til et par sydafrikanere, deriblandt manden, der havde råbt til mig. Han smiler et stort tandløst smil til mig. Jeg sætter mig, fisker en 5-er (3.75 kr) op af lommen og giver den til ham. Bilen gasser langsomt op, og manden ved døren stikker hovedet ud af vinduet og begynder at pifte og råbe af fodgængerne, og chaufføren stemmer I med et par dyt ind imellem. Pludselig stopper vi op, vi kører ikke engang ind til siden, og begynder at bakke lidt. Manden ved døren hopper ud og råber temmelig vildt. Indtil han får et tydeligt rysten på hovedet af den person der gik 100 meter ned af en sidevej - de er rimelig vilde efter at få kunder, de her minitaxaer. Det går temmelig langsomt fordi vi endnu ikke er nok I taxaen.

Så skal jeg love for, at det går hurtigt. Ind over kantsten, hurtige sving, vi kører indenom biler på vejen og stopper op ved et lyskryds kun for at trykke på knappen for fodgængere - måske skifter lyset til rødt så det kan forsinke de andre. Det gælder virkelig om at få fat I kunderne først! Jeg råber “Waterfront”, som er et stort center tæt på hospitalet, som jeg arbejder på, og taxaen stopper hurtigt op midt på vejen. Jeg rejser mig, går ud af taxaen - dukker igen hovedet imod taxaen på vej ud. Bilerne kommer hurtigt forbi, så jeg venter til der er et hul og skynder mig over. På vej til hospitalet møder jeg først et par lokale, der venligt smiler og siger ‘Hi, Lady’. Lidt længere henne kommer et ud af mange steder med vejarbejde. Alt skal være perfekt til VM I fodbold til juni - stadium er nabo til hospitalet. Her går en hel flok vejarbejdere og hakker den gamle asfalt op med en gammeldags hakker. Jeg går videre og kommer forbi den flok mennesker, der har ligget på fortovet med alle deres ting I en uge nu. Det var vidst noget med at de ikke var flyttet ud inden fristen, så så bor de altså her lige pt. Endelig - indgangen til hospitalet. Jeg siger godmorgen til vagten som smiler til mig og siger ‘How are you’. Jeg går ind af bagvejen, op til volontørafdelingen, og min arbejdsdag er begyndt…

Jeg har nu boet I Cape town I 8 uger -  halvdelen af tiden. Indtil denne uge har vi alle fire, fem dage om ugen, arbejdet på Somerset hospitals volontørafdeling. Vi har lært menneskerne på stedet at kende - mest lederen Val. Val holder guldbryllup til næste år og alligevel står hun for det store arbejde det er at holde hoved og hale I de mange volontører, og de forskellige ting som volontørservice gør på stedet. Alt fra at sørge for puder og vandflasker til patienter, dele børnetøj ud til nybagte mødre, dele gamle magasiner ud, skaber kontakt til patienterne og støtter dem, og ikke mindst, som vores arbejde mest går ud på, at have kontakt til og støtte børnene på børneafdelingen. Val fortæller meget, hvilket vi nyder godt af. Man snakker ikke meget om apartheid-tiden her, men hun fortæller lidt en gang imellem. Det er meget spændende gennem hendes kommentarer om det ene og det andet kan fornemme fortiden og dens forskellige måder at tænke på - her den hvides.
Det er 16 år siden apartheid blev afskaffet her. Eller… det er 16 år siden apartheid-lovene blev afskaffet. Tiden under apartheid snakker man ikke meget om. Det er begrænset hvad de unge faktisk ved - man underviser ikke meget I skolerne om det, specielt efter nogle sorte elever dræbte en tilfældig hvid efter undervisning om apartheid.
Men derfor er det alligevel meget tydeligt, at det stadig hersker her - og jeg bor endda I byen, hvor der skulle være mest udvikling. Jeg bor I et rigt område - og det betyder at jeg bor I et overvejende hvidt område. Det siger lidt, at jeg lagde mærke til og fortalte de andre det, da jeg så en mørk mand køre en sportsvogn, og at vi snakkede om ‘den hvide vejarbejder’ - som I øvrigt ikke lavede noget som helst. Der er hvide folk I dette område som tjener det hvide ud af øjnene og betaler en barnepasser, der arbejder 12 timer om dagen, 900kr om måneden. På hospitalet er lægerne hvide og sygeplejerskerne er sorte. 

Under apartheid var befolkningen opdelt I hvide, farvede og sorte. Jeg oplever at folk ikke bryder sig om de betegnelser, og alligevel bruger de det selv. Det er såmænd meget naturligt, for her er stadig meget opdelt. Der er townships, som er de sorte områder, Townships og byområder, som er farvede områder og så er der de rige områder, der består af de hvide samt de der har arbejdet sig opad økonomisk. Her er ikke love der adskiller folk. Men der er social arv og der er kultur. Under apartheid fik de sorte 8 års skolegang, mens de hvide havde mulighed for lange uddannelser. Så er det jo klart at de hvide er de rige og de sorte er de fattige. De sorte er blevet tvunget til at være underklassen.
Der er lang vej endnu til lighed mellem hvide og sorte.

På det sidste har vi fået kontakt til en kvinde, der holder styr på en masse andre projekter. Vi er begyndt at hjælpe til I en børnehave for børn I townshipsene. Det er super hyggeligt. Som enhver anden børnehave er man utrolig spændende, men bliver også prøvet af. Der er mange flere børn per voksen, så der er noget mere disciplin. Men det helt speecielle her er hvordan vi er blevet taget imod af de ansatte. Indtil videre tror jeg vi er blevet inviteret til middag eller frokost 5 steder. 
I søndags var den første.

Vi tog minitaxaen derud - og allerede der oplevede vi hvor usædvanligt det er med hvide mennesker I den forstad. Vi blev spurgt om vi havde taget den rigtige taxa, og en taxachauffør mente det vile være meget mere sikkert hvis han kørte os derud som specialtur (og han ville tjene en god sjat penge, hvis han kunne overbevise ‘de hvide turister’ om det).
Vi blev hentet på hjørnet, og blev vist hen til et lille hyggeligt hus. Og så skal jeg ellers love for, der blev disket op. 5-6 forskellige retter til middag, en god dessert, og lidt efter kager. Vi fik snakket, spurgt, lyttet til både Glenice og hendes mor, der gladeligt fortalte om tiden nu og tiden under apartheid.
Man fornemmede tydeligt morens status som den ældre vise. Hun havde meninger og hendes meninger betød noget. For eksempel da vi gik forbi et andet hus hvor husets yngste pige lige havde født.  Formaninger som ‘Nu skal du lægge ham på venstre side’ og ,’Husk, at du ikke må vægge drengen, når han sover’, blev der sagt en del af. En rigtig sød gammel dame, der virkede til at ville andre det bedste. 

I weekenderne får vi set Cape town. Vi leger turister, får besøg af Qaqamba eller hygger os med De andre danskere eller andre Sydafrikanere. Jeg har været på Table Mountain, Cape point, Ude at se Hajer, set Cape town by night en del gange, hørt Jazz med en lokal ny ven, været på stranden lige ned af gaden, hørt afrikansk musik på gaden, været på Robben Island og meget mere.

I morgen tidligt - om cirka 5 timer - går turen på rundrejse. Der venter en hel masse fede oplevelser… Safari, Hesteridning op I øde bjerge, mere forståelse af landets nye historie og verdens højeste Bungeejump… Sååå… Godnat!